Interview med Guy Standing

Af Tobias Schjødt Kjær
og Nicolai Nybro Hansen

 

 

Hvis der er én akademiker, der de seneste 10 år har formået at få verden til at tænke over betydningen af et godt og trygt arbejdsliv, så er det Guy Standing.

 

01 blå bog

Med bogen The Precariat: A New Dangerous Class fra 2011 gjorde Standing opmærksom på den begyndende formation af en ny klasse på arbejdsmarkedet: prekariatet.

 

Prekariatet er kendetegnet ved usikre arbejdsforhold; ikke at vide, om de stadig har en indkomst i morgen; ikke at kunne planlægge en fremtid for deres arbejdsliv; ikke at være repræsenteret i det traditionelle forhandlingssystem – og derved ikke at have ret til samme velfærdsydelser som fastansatte.

 

I det hele taget forestiller man sig her en bredt sammensat gruppe af vikarierende rengøringsmedarbejdere, tidsbegrænsede postdoc-ansatte og alt derimellem.

 

Men hvorfor skal det nu være en ”klasse”? Er det ikke bare et vilkår, at verden bliver mere og mere usikker, mere og mere kompleks? Oplever vi ikke alle den tendens? Og hey, har det egentlig noget med os universitetsstuderende at gøre?

 

Vi fangede Guy Standing til en snak om arbejdsliv, klassebegrebet, fagforeninger og eksistens.

 

Hvorfor er det vigtigt at studere prekariatet?02 lønarbejde

For mig handler prekariatet om mennesker som supplikanter, om at folk ikke føler, at de har rettigheder, og at de føler sig usikre rent eksistentielt og socialt. Arbejde og lønarbejde er usikkert og ustabilt, men jeg bruger ikke begrebet ‘prekært’ om arbejde og lønarbejde.

Så prekariatet som koncept handler mere om, hvordan man forholder sig til sit samfund og så videre.

Grunden til, jeg mener, det er vigtigt at studere fremvæksten af prekariatet, er, at vi med globaliseringen og teknologiske forandringer og arbejdsmarkedspolitikken og socialpolitikken ser den her nye klassestruktur. Og hvadenten du er i Danmark eller i Storbritannien eller i Japan eller i Kina eller i USA, så eksisterer den her klassestruktur.

Alle de gamle socialdemokratiske partier forholder sig til proletariatet. De forholder sig ikke til prekariatet. Og vi har brug for en strategi for at forholde os til prekariatet. Så jeg tror, det er meget vigtigt. Og hvis vi ignorerer prekariatet, så, som jeg skriver på første siden i bogen, kommer vi til at se et politisk monster. Og der er mange, der siden november 2016 har skrevet til mig, at “nu er dit monster ankommet”.

 

Hvad er en klasse?

Én kritik, vi ofte hører fra andre studerende, der er bekendte med din bog, er, at det ikke rigtig giver mening at tale om prekariatet som én separat klasse, fordi det omfatter så mange forskellige slags arbejdere – lige fra uafhængige media consultants til rengøringsassistenter i vikarstillinger. Så hvorfor giver det alligevel mening at tale om prekariatet som én separat klasse?03 klasser

Ironisk nok bruger mange af de folk, der kommer med denne kritik, stadig begrebet ‘arbejderklasse’. Og arbejderklassen omfatter mange flere mennesker og mange forskellige slags mennesker. I langt højere grad end prekariatet. Så disse kritikere er ikke konsistente i deres udsagn. Det er den første pointe.

 

Den anden pointe er, at man godt kan definere prekariatet i klassetermer. Hvis man tager en marxistisk position eller en webersk position, kan man definere det i tre dimensioner.

 

Den første dimension er særlige produktionsforhold. De typer arbejde og lønarbejde, prekariatet skal udføre, er forskelligt fra det gamle proletariat, fordi flere og flere mennesker bliver nødt til at acceptere et liv med ustabilt lønarbejde. Den slags lønarbejde, hvor de ikke har nogen erhvervsmæssig identitet. Dette er den weberske tanke. Og for prekariatet er uddannelsesniveauet højere end niveauet af lønarbejde, de får.

Med det gamle proletariat var dette ikke tilfældet. Uddannelsesniveauet svarede til niveauet af lønarbejde. Og på denne første dimension understreger jeg især, at medlemmerne af prekariatet skal udføre meget arbejde, der ikke er lønarbejde. Og for mig er det meget anderledes end det gamle proletariat.

Det gamle proletariat gik hen på fabrikken, stemplede ind om morgenen og stemplede ud om aftenen. Så deres lønarbejde var dér, på fabrikken, på arbejdspladsen. Prekariatet skal udføre arbejde uden for arbejdspladsen, uden for arbejdstiden. Så det er meget anderledes. Det er den første dimension.

 

Den anden dimension er, at prekariatet har særlige distributionsforhold. Det, det betyder, er særlige typer løn. De får ikke en normal fuldtidsløn. Deres lønninger falder, de mister velfærdsydelser, og de oplever økonomisk usikkerhed. Det er meget forskelligt fra det gamle proletariat. Og de falder i fattigdomsfælder, som jo både findes i Danmark og i andre lande.

 

På de første to dimensioner er prekariatet altså meget anderledes end det gamle proletariat. Og meget forskelligt fra salariatet. Så man kan med det samme sige, at disse er klasse-definitioner.

 

Og det tredje – og det her er vigtigt – er, at de har særlige forhold til staten. Ikke nødvendigvis til regeringen, men til samfundsinstitutionerne. Det gamle proletariat var repræsenteret i den socialdemokratiske stat: kollektive forhandlinger, lovgivning, treparts-systemet. Så det er et meget anderledes klassesystem.

 

Så man kan definere prekariatet i klassetermer, som er forskellige fra både salariatet og proletariatet. Og det betyder, at man har en anden bevidsthed og en anden politisk strategi. Så hvis du ikke forstår klasse-egenskaberne ved prekariatet, misser du den essentielle historie.

 

Hvem er fjenden?

Du nævner en “strategi”. Kan du uddybe det? Hvad er strategien for prekariatet?

Min nye bog, A Precariat Charter, indeholder 29 politikforslag, der tager prekariatets parti. 29 politikker, der er anderledes, end hvad man ville forvente af proletariatet og socialdemokratisme.

 

Én måde at sige det på er, at den primære modstander for proletariatet var kapitalen og chefen. Men for prekariatet er den primære politiske modstander staten. Strategien er at reformere, hvad staten gør.

 

For man kender som regel slet ikke sin chef, hvis man er i prekariatet. Måske skifter man ofte chef eller flytter tit, måske har man tre-fire jobs. Så man identificerer sig ikke altid med én arbejdsgiver eller én type kapital. Man er imod finansiel kapital, man er imod staten og dens workfare-politikker.

 

Så den primære modstander er staten. Det er en kæmpe forskel.

 

Hvad er indkomst?

Er prekariatet også defineret ved indkomstniveau?

Indkomst-konceptet skal forstås i en bredere forstand end blot penge-indkomst.

Dét er en anden stor forskel. Prekarietet tvinges til at være afhængige af penge-indkomst. De får ikke betalt ferie. De får ikke betalt barsel. De får ikke sygeorlov. De får ikke udsigt til en god pension. De mister de fordele og ydelser, der ikke direkte er penge-indkomst.

 

De får heller ikke adgang til statslige velfærdsydelser som en rettighed, fordi de ikke har gjort indbetalinger (gennem fx arbejdsmarkedspension (AMP), red.), eller fordi de ikke opfylder kriterierne. Så deres indkomst mindskes, fordi de mister de der andre ting.

 

Hvem er du?

Ville de give mening at kategorisere fx postdoc’ere og adjunkter på universiteterne som en del af prekariatet?

Jeg tror, at særligt mange unge akademikere og undervisere føler, de tilhører prekariatet.

Akademikerne og underviserne forstår prekariatet. Og én af hovedårsagerne til, at de forstår prekariatet, er, at de ikke føler, de er på vej nogen steder hen.

Nogle gange har de kontrakter, der varer tre måneder, og de laver måske noget helt andet om seks måneder. Det er deri, deres usikkerhed ligger. Og der er en kæmpestor barriere for mange af de mennesker, der påbegynder en akademisk karriere, for at få længerevarende kontrakter og normale arbejdsforhold. Og mange af dem forbliver i den kategori i årevis.

Du kan ikke udvikle dig, hvis du ved, at du ikke kommer til at være i samme arbejde om seks måneder. Så hvorfor skulle du bruge en masse tid på at læse, lære og holde dig opdateret, når du forventer at skulle hurtigt videre fra dit nuværende job?

 

Så betyder det, at éns forhold til prekariatet også er baseret på, hvor tilgængeligt det er for én at udvikle en identitet igennem lønarbejdet?

Korrekt. Men det er ikke kun gennem lønarbejdet. Det er gennem dit eget arbejde, din egen læringskapacitet og din egen følelse af tryghed.

Hvis du føler, at du er ved at blive til noget, så er din identitet og det narrativ, du kan videregive til dine venner og dine elskere, meget mere sikkert. Måske tager du fejl, men du føler i hvert fald, at du er på vej.

 

Hvis du er i prekariatet, tænker du hele tiden “åh, jeg ved ikke, måske er jeg ikke i det her job i morgen”. Og så begynder du at nedgøre dig selv: “Jeg ved ikke, hvad jeg er. For tiden underviser jeg…” Der er en form for forsvarsmekanisme, som folk har, netop fordi de ved, de er i prekariatet.

 

Hvad er et universitet?

Universiteternes rolle i samfundet er at være en institution, der følger oplysningsidealerne. Hvad betyder prekariseringen for den rolle?

Ét af mine indlæg i A Precariat Charter er, at vi har brug for en strategi for afvareliggørelsen af uddannelse.

Med det mener jeg, at gennem de sidste 30 år har vi set en vareliggørelse af videregående uddannelse. I stigende grad handler det om at forberede folk til jobs, til at tjene penge. Eksamensbeviser er varer, studerende er varer, undervisere bliver varer.

 

Så hele uddannelsesprocessen er blevet forvrænget. Ikke for alle dog. Hvis du kommer ind på et topuniversitet, og du har en privilegeret baggrund, så får du stadig ‘oplysningsuddannelse’.

Men i stigende grad bliver alle andre universiteter lavet om til erhvervsforberedende systemer. Så man mister de kritiske, kulturelt berigende dele af uddannelse. Disse dele af uddannelse hjælper ikke folk i job. Så hvorfor skulle man lære om filosofi og kultur og kunsthistorie?

 

Og én af konsekvenserne af den tankegang er selvfølgelig, at enormt mange elever og studerende ikke får samfundslære og ikke lærer om deres egne kulturers historie og værdier. De får ikke nogen dybde. Og som konsekvens deraf lytter de til neofascistiske populister, og det bliver en emotionel ting: “jeg kan godt lide hans ansigt” osv. Og dette er en farlig tendens.

 

Men har det noget at gøre med prekariseringen af samfundet, eller er det bare en konsekvens af neoliberal politik?

Nej, jeg tror, det gør, hvad ordet ‘prekarisering’ betyder, hvilket er at påvirke folk til at have et overfladisk liv.

Proletarisering var at disciplinere folk til et liv med stabilt lønarbejde. Man havde måske ikke nødvendigvis stabilt lønarbejde, men man disciplinerede folk til at forvente det.

 

Prekarisering er i bund og grund at lære dig på forskellige måder at acceptere et liv i prekariatet. Acceptere et liv, hvor du skal gøre lidt af dit og lidt af dat og flagre rundt. Prekarisering betyder altså, at du ikke får nogen dybde i din tænkning. “Lad være med at have dybde. Dybde kan give dig stress, fordi du ikke kan holde fast ved det.” Dét er budskabet. Det underliggende budskab.

 

Så prekarisering er fundamelt forskelligt fra oplysningsidealerne. De gamle universiteters oplysningsidealer var måske elitære, men de stod ved et uddannelsessystem, der svarede til oplysningsidealerne. Hvis du gik på universitetet, forventedes det, at du ville komme ud på den anden side som en Medborger med ansvarsfølelse og dybde. Hvis du tager på universitetet nu, får du bare dit eksamensbevis, så du kan få et job, og så du kan klare dig igennem jobsamtaler osv.

 

Hvad er en fagforening?

Som du ved, er fagforeninger ret centrale i Danmark ift. at sikre basale rettigheder for arbejderne. Men i din bog skriver du, at traditionelle fagforeninger ikke rigtig kan kæmpe for prekariatet. Hvorfor ikke det?

Fagforeningerne – i alle lande – blev opbygget i starten af det 20. århundrede for og af proletariatet. De havde en særlig model, som handlede om lønarbejde, om lønarbejderes rettigheder. Det handlede om lønarbejde-lovgivning. Det handlede om kollektive trepartsforhandlinger, særligt i Skandinavien. Og det hele handlede om at beskytte lønarbejdet.

 

Så automatisk var det første, der skete, at alle slags arbejde, der ikke var lønarbejde, blev set som ikke-arbejde. Så ting som plejearbejde og frivilligt arbejde blev fuldstændig udeladt af deres model. De blev ikke beskyttet. Og det, der er sket med fleksibilitet, er, at de behandlede løsarbejde og disse midlertidige former for lønarbejde som forfærdelige. De måtte forandres, og folk måtte tvinges tilbage i fast, fuldtids lønarbejde.

 

Hvis man tænker over det, er der ikke noget særligt galt med at have kortvarige jobs, hvis disse jobs ikke er særligt gode. Jeg ville ikke have noget imod at være bartender eller kunstner kortvarigt, hvis jeg har sikkerhed, og jeg føler, at jeg udvikler min personlighed og mine evner. Så på en måde er der ikke noget galt med kortvarige jobs som sådan. Men jeg ville hade at være bartender eller fabriksarbejder i 30 år. Altså, hvilken dræbende tilværelse! Så det er et andet problem med den labouristiske model.

 

Noget andet mht. fagforeningsmodellen er, at de kun tænker det som en kamp mellem fagforeningen og chefen. Så de har ikke været særligt opmærksomme på ting såsom workfare eller folk, der ikke er medlemmer af deres fagforeninger. Så det betyder ikke noget, hvis de arbejdsløse eller de fattige tvinges til at udføre aktiviteter for meget lave ydelser.

 

Et andet problem med de traditionelle fagforeninger er, at de ikke har beskæftiget sig med forhandlinger mellem forskellige erhvervsgrupper. Hvis du nu fx er sygeplejerske, hvem er så virkelig din primære modstander? Lægerne! Fordi lægerne tager al indkomsten, og de bestemmer, hvad der gøres. De har det med at være cheferne. Det er ikke nødvendigivs arbejdsgiverne. Der bør være mere tværfaglig forhandling. Det er det samme med forskellige grupper af undervisere. Hvis man taler med en ung underviser, så er deres største fjende ofte ældre undervisere.

 

Både sygeplejersken og lægen kan jo potentielt være en del af prekariatet. Så hvordan forener vi dem?

Jeg tror, det eneste, man kan gøre, er at have en stemme (i sociologisk forstand) for alle grupper på arbejdsmarkedet, alle grupper i samfundet. Og mit synspunkt er, at prekariatet skal have dets egen stemme. Det kan ikke fæste sin lid til, at inside‘erne er deres stemme, fordi prekariatet er on the outside. Og det er det samme med plejehjælpere, juridiske assistenter, undervisningsassistenter. De har brug for deres egen stemme. Og jeg mener, det er en stor forskel.

 

Et andet eksempel, hvor fagforeningerne har fejlet, er, at når fagforeningerne har haft valget mellem at beskytte jobs og at beskytte miljøet, hvad har de så valgt? Jobs. Så de har ikke været økologisk ansvarlige eller bekymret sig om miljøet. They don’t give a damn about protecting the environment.

Selvfølgelig siger de de rigtige ting nu. Men når det når til de faktiske forhandlinger, eller hvis du drikker øl med dem — hvilket jeg har gjort mange gange med mange fagforeningsbosser — så får du de samme fordomme.

 

Et andet eksempel, som altid har bekymret mig: Når man taler om basisindkomst (aka. borgerløn, red.), hvilket jeg foretrækker, så er den gruppe, der angriber idéen om basisindkomst med størst fjendtlighed, faktisk fagforeningsbosserne.

 

Jeg blev engang bedt om at holde et oplæg for en masse landes fagforeningsledere. I mit oplæg spurgte jeg: “Hvorfor er det, at det mest fjendtlige angreb på basisindkomst kommer fra fagforeningsledere? Det handler jo trods alt om at give arbejdere sikkerhed. Det kan godt være, I ikke tror, det kan lade sig gøre, men hvorfor fjendtligheden?”

Og på det tidspunkt rejste ordstyreren sig og sagde: “Nå, nu tror jeg, det er tid til en kaffepause,” før nogen kunne besvare mit spørgsmål! Og da vi kom tilbage fra kaffepause, rejste han sig igen og sagde: “Nå, nu tror jeg, vi skal videre til næste punkt.”

Så jeg begyndte at pakke min ting sammen, men så rejste den italienske fagforeningsleder sig og sagde: “Nej nej, vi skal svare på Guys spørgsmål! Jeg har tænkt på,” sagde han, denne store fagforeningsleder, “jeg tror, vi er imod basisindkomst, fordi hvis arbejderne havde indkomstsikkerhed, så ville de ikke blive medlem af en fagforening.”

Og jeg så på ham og sagde: “Hvis du tænker over dét, så er det jo umoralsk: I vil ikke have, at arbejderne skal have indkomstsikkerhed. Men heldigvis tager du fejl.” Fordi folk, der har basal sikkerhed, er mere tilbøjelige til at melde sig ind i en fagforening og til at tage del i samfundet. De har lidt mere selvtillid, de er ikke så skræmte.

 

Så jeg mener, at fagforeningerne bliver nødt til at transformere sig. For vi har brug for fagforeninger! Uden kollektive organer er vi alle sårbare. Det handler bare om, at de skal ændre karakter.

 

Fra fem år siden blev jeg for første gang inviteret til at tale til LO om prekariatet. I slutningen af mit oplæg rejste den daværende formand (Harald Børsting, red.) sig op og sagde: “Vi har ikke et prekariat i Danmark.” Så jeg sagde: “Hør, jeg mener, det sker alle steder. Det er et globalt fænomen.” Men bagefter kom en masse af de yngre medlemmer op til mig og sagde: “Du skal ikke tro på ham! Der ér et prekariat i Danmark.”

 

Hvad så med os?

Mange studerende er sikkert startet på universitetet uden et prekariseret mindset. Tværtimod er mange nok overbeviste om, at videregående uddannelse er vejen til stabil beskæftigelse. Hvilke implikationer har de prekære tendenser for os som universitetsstuderende?

Hør. Jeg tror, at mange studerendes tankegang har ændret sig siden 2011 (udgivelsesår for The Precariat, red.). På den måde, at man da gerne vil have adgang til en god karriere og en god indkomst, men at man ikke længere vil have den gamle model. Man vil ikke være i det samme fuldtidsjob i 30 år. Man vil kunne udvikle sig selv. Man vil kunne lave flere forskellige slags arbejde, der ikke er lønarbejde. Man bekymrer sig mere om miljøet og staten. Og jeg tror, det betyder, at flere studerende sætter spørgsmålstegn ved de gamle modeller. Og jeg tror, det er sundt.

 

Mange studerende leder vel en slags mellemposition, som hverken er fuldstændig labouristisk eller fuldstændig prekariseret. Tror du stadig, at det giver mening at tale om disse unge, prekariserede sing?

Jeg tror, problemet er, at vareliggjort uddannelse og den måde, hvorpå staten har forandret sig, gør det meget sandsynligt, at der kommer et meget stort prekariat. I Danmark og ethvert andet sted.

 

Det er op til de unge, politiserede studerende og aktivister at italesætte en ny politisk dagsorden, der hverken er den gamle socialdemokratiske labourisme eller neoliberalismen, men som vil skabe strukturer og institutioner og politikker, der både kan give folk sikkerhed og mulighed for at udvikle sig selv samt en økologisk strategi. Vi skal have en strategi, hvor vi bevarer arten, bevarer vores samfund. Vi skal ikke have vækst for vækstens skyld.

 

Jeg tror, at denne ændring i tænkemåde betyder, at man ikke taler samme sprog som før i tiden. Og prekariatet bliver en transformativ klasse, fordi det er den eneste klasse, der vil have en anden samfundsmodel. Hvis du er i proletariatet, vil du stadig have stabile fuldtidsjobs. Hvis du er i salariatet, vil du have fastlønnet arbejde og gode pensionsordninger. Og plutokraterne sidder bare deroppe og griner. Kun prekariatet er en radikal klasse. Det er den eneste, der vil have strukturelle forandringer.

 

Hvad er tid?

Richard Sennett, den amerikanske samfundsforsker, skriver et sted, at “tidspilen er knækket”, hvilket betyder, at det er blevet umuligt at planlægge ud i fremtiden. Hvad skal vi gøre som unge mennesker, der i høj grad lever i en verden, hvor tidspilen er knækket? Hvordan skal vi kunne planlægge vores liv mere end fem år ud i fremtiden?

Jeg er ikke rigtig enig med Sennetts synspunkter. Men det er brugbart.

Mit synspunkt er, at vi historisk set er gået igennem, først, en periode med “agrær” tid, hvor årstiderne og vejret dikterede folks tid. Dernæst en periode med “industriel” tid, hvor livet var opdelt i blokke: Man gik i skole i et antal år, var i lønarbejde i et antal år og var pensioneret i et antal år. Blokke. Stå op om morgenen, stemple ind på fabrikken, stemple ud. Blokke.

 

Vi er nu i en periode med “tertiær” tid. Tertiær tid betyder, at alle slags aktiviteter og arbejde falder sammen. Der er ikke blokke. Måske udfører jeg lidt arbejde, lidt lønarbejde, lidt rekreation, alt sammen rodet sammen.

 

Vores arbejdsstatistikker giver ikke mening, når flere og flere mennesker lever på den måde. Hvor mange timers lønarbejde udfører jeg om dagen? Det ved jeg ikke. Men vores statistikker siger, at den gennemsnitlige dansker udfører 8,2 timers lønarbejde om dagen. Det tror jeg ikke på. Jeg ved ikke, hvordan de udregner det. De kan kun udregne det, hvis man stempler ind og stempler ud og har et bestemt antal arbejdstimer.

 

Det, vi er på vej ind i, er en situation, hvor vi udfører forskellige aktiviteter. Og faren ved den neoliberale model er, at vi har prekariseret tid. Og det er derfor, jeg taler om det prekariserede sind. Vi har mistet kontrollen over vores tid. Så det er ét af prekariatets mål at få kontrol over tiden.

 

Hvis jeg har kontrol over min tid, kan jeg allokkere så og så meget tid til hhv. arbejde, lønarbejde og, vigtigst af alt, fritid. Og jeg mener, at vi med det neoliberale pres har mistet fritiden. Vi har mistet evnen til at deltage i samfundslivet. Vi får stress og er så trætte, at det eneste, vi vil, er at drikke øl og se fodbold. Det er der ikke noget galt med, men når man ikke har nogen energi til at deltage i samfundslivet, så er det for hårdt at gå i teateret eller på biblioteket eller på museum. Man gider ikke. Så vi bliver nødt til igen at få kontrol over tiden. Tid er vigtigt.

 

Hvorfor så venstreorienteret?

Under læsningen af din bog har vi begge lagt mærke til, at dit grundlæggende værdisystem er ret venstreorienteret. Ville det være muligt at udføre den samme analyse med et andet grundlæggende sæt af værdier?

Det er et interessant spørgsmål. Jeg tror, at hvis man var libertær, ville man ende ud med noget andet.

Jeg havde en stor, offentlig diskussion med Charles Murray, som er libertær, samt en række libertære i Silicon Valley. De er meget individualistiske. Mange af dem kan faktisk godt forstå prekariatet, men deres løsning er individualiseret og libertær. For mig ville dette være en katastrofe, fordi det ville føre til et råt, darwinistisk resultat, hvor de stærkeste ville overleve. For mig som økonom og samfundsforsker er de vigtigste værdier, at vi har brug for grundlæggende indkomstsikkerhed og en grundlæggende stemme, grundlæggende agens.

 

Er det virkelig universelle værdier blandt økonomer og samfundsforskere?

Nej, det er de ikke. Men jeg tror, at nogle har disse værdier.

De libertære har været den fremherskende stemme, den fremherskende økonomiske model, de seneste 30 år. Og jeg tror, det er én af de store problemer. Det er derfor, vi har denne usikkerhedskrise og denne ulighed. Fordi de har sagt, at vi skal være fleksible, men også sagt, at vi skal være stærke. Og det er jo meget godt for vinderne, men man får for mange tabere på den måde. Og man taber samfundsfølelsen og solidaritetsfølelsen.

Jeg tror, at hvis man er progressiv og hører til på venstrefløjen, så bliver man nødt til at have den her blanding af frihed, lighed og solidaritet.

 

Tror du, det er muligt at adskille prekariseringen af samfundet fra neoliberal politik generelt? Eller er de uadskilleligt forbundne?

Det er også et godt spørgsmål. Jeg mener, at den neoliberale dagsorden og Mont Pelerin-selskabets (Friedman, Hayek m.fl., red.) økonomiske tænkning er ansvarlige for den største vækst i prekariatet. Nu understøttes prekariatets vækst så også af den teknologiske revolution, der har skabt mere fragmentering.

I min bog The Corruption of Capitalism skriver jeg, at den neoliberalisme, der har skabt prekariatet, faktisk er stoppet. Vi lever ikke længere i en neoliberal æra. Vi lever i en æra med rentier-kapitalisme. Rentier-kapitalisme betyder, at finansverdenen og de neoliberale har skabt en international struktur, der belønner rent-seekers. Så hvis du tænker på neoliberalisme som åbne markeder, vareliggørelse og konkurrence, så har vinderne skabt en række strukturer, der faktisk forhindrer konkurrence. De har skabt et rentier-kapitalistisk system, hvilket betyder, at afkast på ejendom udgør en større del af indkomsten, og således går meget af indkomsten til små minoriteter.

 

Når din analyse nu baserer sig så tydeligt på dette venstreorienterede værdisystem, står det så ikke til hinder for din kamp på nogen måde? For du skal jo stadig forsøge at overbevise neoliberalister og rentier-kapitalister?

Man skal forhandle på baggrund af en strategi. Og i første instans kræver det en forståelse for, hvad der sker. Og en forståelse for prekariatet.

Det er én af grundene til, at jeg mener, det er så vigtigt at konceptualisere prekariatet som en klasse, ikke bare som et vilkår. Fordi kun en klasse kan handle. Kun en klasse kan definere progressiv politik. Og den anden ting er, at det er meget vigtigt at forstå, hvordan rentier-kapitalisme fungerer.

 

Jeg tror kun, man kan have en strategi, hvis man forstår, hvordan dynamikkerne fungerer. Og medmindre man har et nyt ordforråd og en ny måde at se på ting på, kommer man til at hænge fast i de gamle problemer og løsninger.

Det er så vigtigt for jeres generation af samfundsvidenskabere, at I bryder ud af de gamle ordforråd, de gamle paradigmer. Vi skal ikke tale om klasser som i det 19. århundrede. De var vigtige dengang. Vi skal tale om klasser i det 21. århundrede.

Hvis jeg var studerende, ville jeg spørge mig selv hver aften: Hvad giver mening for mig?